Turforslag

Tiden går i stå

På tømmerflåden går tiden næsten i stå. Man driver blot afsted med strømmen og det går stille og roligt med bare 2 km/t. Man behøver ikke røre en finger ud over lige at padle en smule eller stage en sjælden gang for at holde sig fri af kanten. Hvis man ønsker det og er flere der padler kan man godt sejle 4-5 km/t. Beregn også tid til pauser, en hyggelig landgang, aftensmad ved en shelterplads eller evt overnatning. Det er på ingen måde en speedbåd så lad ikke de store afstande være idealet. Lad roen og langsomheden være omdrejningspunktet for jeres tur. Hvis det blæser meget med sidevind kan sejladsen være lidt mere krævende og kursen skal korrigeres lidt oftere.

Turforslagene herunder er blot vejledende. Ønsker man fx at sejle på Gudenåen findes der en lang række steder langs å’en hvor man kan begynde og slutte. (Se dette kort.) Eller man kan jo sejle på en anden å (hvis den er bred nok) eller ro en tur rundt om fx Kalø slotsruin. Tømmerflåden må hjertensgerne lånes med til alle danske vandløb.

Jeg har spurgt rundt i mange kommuner i Jylland (Viborg, Aalborg, Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Randers, Horsens, Herning, Mariagerfjord, Syddjurs, Norddjurs m.fl. ) og langt de fleste steder tillader de sejlads på å’er, søer og fjorde med denne lille tømmerflåde på lige fod med kano’er og kajak’er. Ja mange steder ser de det ligefrem som et spændende og kærkomment indslag i det øvrige friluftsliv.

Er man ikke til å-sejlads kan man jo blot ligge for anker en hel dag i bugten eller ved stranden. Eller forsøge sig med at krydse en af de danske fjorde. Mulighederne er mange!

Husk altid at orientere dig om reglerne for hvor du må sejle. Og husk at du som låner af tømmerflåden har ansvaret for at diverse sejlads-regler overholdes og at du udviser almindelig god opførsel i naturen. Og allervigtigst er det at du sætter sikkerheden højt, passer på dig selv og ikke vover dig ud i noget du ikke har styr på. Turforslagene herunder er kun vejledende. Alt planlægning og den nærmere vurdering af de enkelte ture er på eget ansvar – Tømmerflåde.dk kan ikke drages til ansvar.

Hvis man er i tvivl om reglerne og ønsker at være på den sikre side kan man evt. i god tid sende en e-mail til kommunen hvor man ønsker at sejle.

Turene herunder er bare forslag. De kan alle gøres længere eller kortere. Brug dem som inspiration til dit eget eventyr!

Tur 1: Gudenåen. Langå til Stevnstrup. 7-8 km.

Cirka 4-5 timer hvis man driver med strømmen. Strømmen fører flåden sikkert frem nogenlunde midt i åløbet. Her skal kun ydes en minimal indsats for at holde retningen. Cirka midtvejs på strækningen kan der lægges til ved den primitive lejrplads “Johannesberg”. Skærmbillede 2015-07-07 kl. 00.40.39Her er et shelter, bålplads og mulighed for at låne et toilet ved  lystfiskerforeningens hytte. Sejlads med tømmerflåde på Gudenåen kræver en tilladelse fra kommunen.

Tur 2: Gudenåen. Fladbro til Randers. 5 km.

Cirka 3 timer hvis man driver med strømmen. Efter en kort begyndelse på Nørreå kommer man ud i Gudenåen hvor den hurtig bliver rigtig bred. Det er flodsejlads og det opleves meget anderledes end på et smallere å-stykke. Strømmen bugter sig lidt ud og ind og det kan være nødvendig at padle lidt for at holde sig i strømmen. Dette stykke af åen har mange små flydebroer hvorfra man kan nyde udsigten eller drikke en kop kaffe. Dybden varierer fra 0,5 til cirka 5 meter. På denne strækning er der fri fiskeri! Sejlads med tømmerflåde på Gudenåen kræver en tilladelse fra kommunen.

Tur 3: Gudenåen. Tange til Langå eller Randers. 25 km / 40km.

Planlægger man en længere tur med overnatning vil jeg foreslå at man starter i Tange ved det gamle elkraftværk. Flere steder undervejs er der mulighed for at gå i land og proviantere og der er gode primitive overnatningsmuligheder fx ved Kjællinge Høl. På ruten ligger også campingpladser helt ned til åen – både ved Ulstrup og ved Langå. Turen kan gøres længere og man kan sejle helt til Randers – så bliver turen ca 40 km. De 25 km klares let med en enkelt overnatning og man kan også sagtens klare 40 km på to dage, hvis man er indstillet på at sejle i mange af de vågne timer. Tager man hele turen fra Tange til Randers vil jeg dog foreslå at man tager den med to overnatninger. Tømmerflåden har et anker og man kan sagtens “holde et hvil” undervejs og måske endda rulle soveposen ud og falde i søvn under stjernerne med vandet klukkende omkring sig.

Der er også gode erfaringer med at lave mad ombord – man kan sagtens benytte Trangia eller campinggas og tilberede aftensmaden midt ude på floden. Helt fantastisk er det at sejle når mørket falder på – fx med flagermuselygter eller fakler til at lyse op og skabe lidt stemning mens den friskbryggede kaffen dufter og varmer.

Du skal næsten give dig selv oplevelsen med en to-dages tur!

Sejlads med tømmerflåde på Gudenåen kræver en tilladelse fra kommunen.

Tur 4: Aarhus å – på tur i byen. Brabrand sø til havnen. 6 km

Cirka 4 timer på vandet. Dette er en helt unik tur. Man stævner ud fra Brabrand sø (evt fra Brabrand Rostadion) og sejler hele vejen gennem Aarhus by og ender ved cafeerne ved å’en. Undervejs sejler man under en hel række broer. Flere steder er man nødt til at lægge sig ned på tømmerflåden for ikke at slå hovedet – og måske må man stå af og skubbe lidt hvis vandstanden bliver for lav under en enkelt bro i en tør sommer. Jeg garanterer for at man får mange vink og glade hilsner på vejen gennem byen!  Måske nyder man en øl og en café-burger mens tømmerflåden ligger til kaj på Åboulevarden. Til slut sejles det sidste stykke og flåden tages op ved Europaplads og slæbes hen til bilen på nærmeste parkeringsplads. Dette kræver et par mandfolk og måske er man nødt til at hejse flåden op i et par reb. Men det kan vel bare gøre turen endnu sjovere 😉 Man kan også slutte turen ved Folkestedet, hvor det er lettere at få flåden trukket på land. Der kan ses lidt om ruten på denne video om to fyre – der dog sejler i kajak den modsatte vej fra Dokk1 og ud. Der må sejles på Brabrand sø og Aarhus å uden yderligere tilladelser.

Tur 5: Egå – Aarhus nord. Egå Engsø til Aarhus bugt. 3,5 km

På denne ruten påbegyndes turen ved Egå Engsø. Man kan evt tage en overnatning inden på den smukke shelterplads ved søen. Efter turen gennem byen nærmer man sig Aarhus bugt. Tømmerflåden tages op af vandet ved slusen tæt på Egå lystbådehavn. Der kan køres tæt til stedet ved at følge Strandhusvej. Der må sejles på Egå’en uden yderligere tilladelser.

Tur 6: Lindenborg å. Fra Rebild bakker til Limfjorden. 36km. 

Der må sejles på Lindenborg å fra Thingbæk kalkminer og frem til Limfjorden. På det første stykket mellem Nybro til Buderup Bro er å’en smallere og nogle steder lavvandet og er man uheldig må man stå af på kortere strækninger og hjælpe flåden på vej. Alternativt kan sættes i fra Klepholm ved Støvring. Læs meget mere i folderen her. Der må – så vidt jeg er orienteret – sejles på Lindenborg å uden yderligere tilladelser.

Tur 7: Skals å. Fra Tjele Langsø mod Hjarbæk fjord. 40 km. 

Skals å har – ligesom Gudenåen – været brugt til pramdrift i gamle dage.

Tur 8: Nørreåen. Fra Hald sø v/ Viborg  til Fladbro v/Randers. 40km.

Denne tur er på den første del af strækningen noget smallere og her er det værd at overveje om tømmerflåden bør bygges med kun to sektioner istedet for alle fire. Det er en smuk tur i uforstyrrede naturområder. Der findes flere overnatningsmuligheder langs åen hvilket der kan læses mere om på denne side. En god – og mere “bred” – sejlads kunne fx være fra Ålum til Fladbro. Der må ikke sejles på Nørreåen uden yderligere tilladelser.

Tur 9: Allingå. Fra Clausholm slot til Gammel Estrup Herregård. 15 km.

Med start i Øster Alling på Ådalsvej begiver I jer ud på en smuk tur forbi den imponerende herregård Gl. Estrup. Kort herefter er der shelterplads hvis der er brug for en overnatning. Turen fortsætter til Allingåbro hvor flåden kan tages op eller der kan fortsættes lidt længere og tømmerflåden kan tages op ved Kystvejen.

Turen kan også påbegyndes ved Sjellebro eller Lykkeskovvej tæt ved Clausholm slot og bliver således cirka 17 km. Her er åen noglesteder lidt smal.

På hele strækningen må sejles uden yderligere tilladelse.

Tur 10: Grenå. Fra Kolindsund til Grenåhavn. 5,5km.

Denne tur påbegyndes ved Enslevgård vest for Grenå. Turen går gennem byen og ender ved Kattegatcentret og lystbådehavnen i Grenå. På hele strækningen må sejles uden yderligere tilladelse. Ønsker man at sejle længere kan turen forlænges ind i Kolindsundkanalerne, hvor der dog skal hentes tilladelse.

Tur 11: Storåen. Fra Holstebro til Nissum Fjord. 25km.

Der kan sejles fra vandkraftsøen i Holstebro, igennem byen og derefter gennem store naturområder ud mod fjorden. Der kræves ikke yderligere tilladelser til sejlads med tømmerflåde, men der skal – på lige fod med kanoer og kajakker – købes gæstemærker til  150,- kr. pr. dag.

Tur 12: Skjernå. Fra Borris til Ringkøbing fjord. 25/50km.

Skjern å strækker sig fra Rørbæk sø til Ringkøbing fjord. Der må sejles på hele åløbet og der kan hentes en mængde gode informationer i pjecen her. Der skal ikke indhentes yderligere tilladelser for at sejle med tømmerflåde. Fra Rørbæk sø til Borris kræves der dog gæstemærke til sejlads. Fra Borris til fjorden er der fri sejlads. Det mest farbare stykke med tømmerflåde er fra Skarrild og mod fjorden. Her er åen bredest og der er her ikke steder med stemmeværker/sluser og dermed overbæringer.

Tur 13: Ryå. Fra Aabybro til Limfjorden. 10km.

Start med en lækker is på det lokale gourmet ismejeri “Ryå-is”. Turen snor sig stille og roligt mod udløbet i Limfjorden. Turen kan påbegyndes længere oppe ad åen fx. i nærheden af Brønderslev og kan herved blive dobbelt så lang. Der må sejles på Ryå i hele dens længde uden yderligere tilladelser.

 

Ring gerne til mig

Ring gerne til mig på 60703454 hvis du har brug for at få lidt ideer – jeg har været ude en del gange og kender flere af ruterne ret godt.

Skærmbillede 2015-07-07 kl. 00.25.14